Solosang

Solosang - Albertslund Kommune

Solosang er for alle der har en lyst og interesse for at synge og lære om stemmens funktioner.
Solosang kræver ingen forudsætninger. Du skal bare have lysten, viljen og nysgerrigheden til at arbejde med stemme, krop, vejrtrækning, sange, tekster, fortolkning, udtryk, musikforståelse, hørelære og meget mere.
I løbet af sæsonen holder vi jævnligt koncerter, hvor man kan optræde både som gruppe og som solist. Desuden vil der være mulighed for, at blive en del af musikskolens forskellige bands og sammenspilshold.

En lektion vil ofte indeholde opvarmning, sangtekniske øvelser, indstudering og musikalsk arbejde med en sang. Vi har fokus på mennesket og jeres forskellighed, og undervisningen vil være tilpasset den enkeltes behov, niveau og forudsætninger.

At synge gavner kroppens og hjernens udvikling. Det er videnskabelig bevist, at det at synge styrker indlæringen og påvirker vores trivsel. Ved sang udskilles stoffet dopamin i hjernen, som er kroppens lykkehormon. Sangarbejdet involverer mange af kroppens intelligenser, hvilket gør sangarbejdet til et unikt og komplekst udviklingsværktøj.